kontoret-2-1900

Selvstændig advokatsekretær til Sundgaard Advokater | Kbh K

Har du lyst til at blive del af Sundgaard Advokater

Sundgaard Advokater med domicil Søtorvet 5, 1372 København K søger en medarbejder, der har erfaring med et eller flere af områderne konkursbehandling, tinglysning, fast ejendom, dødsbobehandling og retssagsportalen og/eller har lyst til at lære nye arbejdsområder.

Vi arbejder med sagsbehandingssystemet Bella og med Uniks Advosys. Det er ikke en forudsætning, at du kender til disse, men du skal have lyst til at lære systemerne at kende på superbrugerniveau og kan se værdien af automatiske sagsgange, it-understøttelse og teambaserede arbejdsflows.

Firmaet er i rivende vækst og udvikling, og du skal kunne trives i et dynamisk miljø, hvor vi hele tiden forsøger at være på forkant med udviklingen og tendenserne i samfundet. Dette giver også dig stor mulighed for at have indflydelse på driften og sagsgangene i virksomheden.

Stor indflydelse på arbejdsglæde og arbejdets tilrettelæggelse

Du tilbydes ansættelse i en veletableret advokatvirksomhed – en specialiseret rådgivningsboutique særligt målrettet insolvens og almindelig erhvervsret og retssager. Kontoret har et hverv som fast kurator i Sø- og Handelsretten.

Du bydes velkommen til en hverdag med en let og uhøjtidelig stemning, masser af latter, humor og nærvær, gode kollegaer og en stor arbejdsglæde, hvor alle deler begejstringen for specialerne og virket indenfor vores juridiske områder.

Det er samtidigt en virksomhed, der forstår og værdsætter, at vi er individualister trods samme overordnede mål, og derfor prioriterer at tilgodese den enkelte medarbejders ønsker i forhold til såvel arbejdstider som fx fysisk placering af din kontorplads. Vi arbejder i åbent kontorlandskab, men med mulighed for at vælge ”stillerum”, når arbejdet kræver det.

Alle medarbejdere har mulighed for at arbejde hjemmefra, når du indimellem ønsker en hjemmearbejdsdag.

Alt er muligt – halvtid, deltid eller fuldtid

Der er som udgangspunkt tale om en fuldtidsstilling, men stillingen kan tilpasses og skræddersys til den rette kandidat og udgangspunktet er, at ”alt er muligt”. Det primære fokus er på arbejdsglæden hos Sundgaard Advokater, så stillingen oprettes og tilrettelægges sammen med dig.

Beliggenhed

Din arbejdsplads bliver i de relativt nye lækre lokaler på adressen Søtorvet 5, 1372 København, hvor vi har dejligt mange kvadratmeter at boltre os på, ligesom beliggenheden jo er uovertruffen i forhold til dig, der bor i og omkring København K med offentlige transportmidler næsten til døren og god plads til cyklen i gården;-)

Der er begrænsede parkeringsmuligheder, men dog mulighed for betalingsparkering indenfor kort gåafstand.

Vilkår

Der er tale om attraktiv løn efter kvalifikationer og nærmere aftale inkl. pensionsordning (10 %), sundhedsforsikring samt andre personalegoder.

Tiltrædelse snarest muligt, idet vi selvfølgelig prioriterer at finde den helt rette, så tiltrædelse sker efter nærmere aftale med kandidaten.

Du kan ringe med konkrete spørgsmål om stillingen eller virksomheden til advokat og partner Agnete Brus Krusell25100569, der gerne står til rådighed for en fortrolig drøftelse.

Del indlæg