Lov-Retssag-Loven-Dom-1200x480-1

Ny dom fra Højesteret om overførsler fra klientkontoen

Højesteret afsagde den 4. februar 2026 dom i en erstatningssag, hvor Højesteret fandt, at en advokat havde handlet ansvarspådragende ved at følge sin klients instruks om at overføre et beløb fra klientkontoen direkte til klienten, velvidende at midlerne efterfølgende ville blive bragt i kreditorly. En enig Højesteret fandt advokaten erstatningsansvarlig.

Advokat Gunvor Sundgaard Happe fra Sundgaard Advokater førte denne interessante og principielle sag i Højesteret.

Sundgaard Advokater repræsenterede i sagen et konkursbo, M & B Holding ApS under konkurs, som havde stævnet en tidligere advokat, Advokat A, med påstand om betaling af 16.650.200 kr. Konkursboet havde ikke fået medhold i by- eller landsretten.

Sagens baggrund

Sagen udsprang af et sagskompleks, som verserede i Storbritannien, hvor de britiske skattemyndigheder i maj 2010 havde anlagt sag mod bl.a. M & B Holding ApS, med påstand om betaling af 40 mio. GBP, idet skattemyndighederne gjorde gældende, at M & B Holding ApS havde deltaget i momssvig.

Efter sagsanlæggene blev der i september 2010 udarbejdet gældsbreve, hvorved i alt 40 mio. kr. blev udlånt til et nærtstående selskab, RTN Traders ApS, med vilkår om uopsigelighed i 10 år for M & B Holding ApS. Gældsbrevene blev konciperet af Advokat A.

I april 2013 afsagde en britisk domstol en deldom, hvor M & B Holding ApS sammen med de øvrige sagsøgte blev fundet solidarisk erstatningsansvarlige for et tab på ca. 1,3 mio. GBP.

På baggrund af deldommen og et krav på 15,6 mio. kr. indleverede de britiske skattemyndigheder den 9. september 2013 konkursbegæring mod M & B Holding ApS ved Sø- og Handelsrettens skifteret.

Sagens omdrejningspunkt

Få dage før skifteretsmødet, hvor konkursbegæringen skulle behandles, tilbagebetalte RTN Traders ApS ca. 16,6 mio. kr. af lånet til M & B Holding ApS’ bankkonto, som herefter blev overført til en klientkonto hos Advokat A.

På skifteretsmødet den 28. november 2013 fremlagde Advokat A en udskrift fra klientkontoen til dokumentation for M & B Holding ApS’ betalingsevne. Skifteretten afsagde ikke dekret samme dag, men optog sagen til kendelse 14 dage efter.

Dagen efter skifteretsmødet anmodede M & B Holding ApS imidlertid Advokat A om, at indeståendet på klientkontoen blev overført tilbage til selskabets bankkonto, hvilket Advokat A imødekom. Herefter videreoverførte M & B Holding ApS beløbet til RTN Traders ApS som et genudlån.

M & B Holding blev senere taget under konkursbehandling, men fristdagen i forbindelse med de britiske skattemyndigheders indlevering af konkursbegæring blev opretholdt.

Sagen omhandlede, hvorvidt Advokat A var erstatningsansvarlig over for kreditorerne (sidenhen konkursboet) i M & B Holding ApS, ved den 29. november 2013 at have overført midlerne fra klientkontoen til M & B Holdings bankkonto.

I sine præmisser udtalte Højesteret:  

”Beløbet på de 16.650.200 kr. blev den 25. og 26. november 2013 indsat på klientbankkontoen efter forslag og rådgivning fra A med henblik på at dokumentere M & B Holdings betalingsevne over for skifteretten ved retsmødet den 28. november 2013.

Det må lægges til grund, at A, allerede inden det nævnte beløb – som hidrørte fra RTN Traders’ tilbagebetaling af lån fra M & B Holding – blev indsat på klientbankkontoen, vidste, at beløbet kort tid efter retsmødet i skifteretten ville blive tilbageført til RTN Traders som et genudlån. Højesteret har herved lagt vægt på bl.a. …s og …s forklaringer afgivet under konkurskarantænesagerne mod … og … og på, at A i henholdsvis september 2010 og marts 2011 havde udarbejdet gældsbrevene, hvorved M & B Holding ydede RTN Traders en samlet låneramme på 40 mio. kr. med 10 års uopsigelighed fra M & B Holdings side. Højesteret lægger i den forbindelse til grund, at formålet med lånearrangementet bl.a. var at undgå, at HMRC gennem retsforfølgning fik adgang til M & B Holdings likvide midler.

Under retsmødet i skifteretten den 28. november 2013 fremlagde A som dokumentation for M & B Holdings betalingsevne en kontoudskrift, hvoraf fremgik, at M & B Holding havde 16.650.200 kr. stående på klientbankkontoen. Dette gjorde han, uanset at det som anført må lægges til grund, at han vidste, at beløbet kort tid efter ville blive tilbageført til RTN Traders.

Hertil kommer, at A, inden beløbet den 25. og 26. november 2013 blev indsat på klientbankkontoen, må have indset, at der uden denne indbetaling forelå en nærliggende risiko for, at M & B Holding ville blive erklæret konkurs som følge af High Court of Justices deldom af 19. april 2013.

Højesteret finder, at A ved under de anførte omstændigheder at overføre de 16.650.200 kr. fra klientbankkontoen til M & B Holdings bankkonto på ansvarspådragende måde har medvirket til, at pengene blev unddraget fra at tjene til fyldestgørelse af selskabets kreditorer (nu konkursboet). Det forhold, at overførslen fra klientbankkontoen skete til klienten selv efter instruks fra klienten, kan under de foreliggende omstændigheder ikke føre til en anden bedømmelse. Det, som A i øvrigt har anført om klientkontoreglerne, kan heller ikke føre til et andet resultat.

A har derfor handlet erstatningspådragende over for selskabets kreditorer, hvis også de øvrige erstatningsbetingelser er opfyldt.”

Da de øvrige erstatningsbetingelser var opfyldt, fandt Højesteret, at Advokat A havde handlet erstatningspådragende over for selskabets kreditorer. 

Landsretten var nået til et andet resultat.

Vores bemærkninger

Højesterets dom er højaktuel og fastlægger en vigtig rettesnor for advokater, som rådgiver og bistår inden for insolvensområdet.

Højesteret fastslår med sin afgørelse, at det ikke er ansvarsfrit, hvis en advokat efterkommer en instruks fra sin klient om udbetaling af midler fra klientkontoen og samtidigt medvirker til at midler bringes i kreditorly. Hensynet til kreditorerne kan – afhængigt af omstændighederne – få betydning for, hvordan advokaten skal håndtere og efterleve klientens instrukser.

Hos Sundgaard Advokater ser vi positivt på, at Højesteret tydeligt understreger, at advokaters særlige beføjelser og legitimitet i samfundet ikke må anvendes på en måde, der kan være til skade for kreditorerne. En sådan adfærd kan ikke accepteres, og dommen sender et klart signal om advokatstandens ansvar.

Afgørelsen er ganske konkret begrundet – ikke mindst i det rådgiverforhold, der bestod mellem M & B Holding og Advokat A, samt i advokatens involvering og viden om dispositionernes karakter. Ikke desto mindre kan afgørelsen være med til at udfylde nogle af de gråzoner, som advokater kan bevæge sig i, når de stiller klientkontoen til rådighed for klienten – velvidende, at det kan få konsekvenser for andre aktører i samfundet. I denne sag ramte det helt konkret kreditorerne, nemlig de britiske skattemyndigheder.

I de seneste år har der været en stigning i sager, hvor advokater og andre rådgivere håndterer betroede midler på vegne af insolvente klienter. Højesterets dom tydeliggør, at advokaten ikke alene har et ansvar over for sin klient, men i den konkrete situation også kan have en omsorgspligt og ansvar over for klientens kreditorer.

Læs mere om dommen på Højesterets hjemmeside: https://www.domstol.dk/hoejesteret/aktuelt/2026/2/advokat-erstatningsansvarlig-for-udbetaling-af-klientmidler/ 

Del indlæg